Lørdag drog sønnike og jeg (og en stor del andre fra Filmheltenes Klub) til CollectorMania-messe på Nørrebro. Der var butikker som forhandlede film-relaterede ting, fra fotos og autografer til store mængder Star Wars merchandise. Og så var der et antal filmstjerner man kunne møde og købe autografer hos. Knægten og jeg mødte "Sallah" fra Raiders of the Lost Ark, dvs. en af mine yndlingsskuespillere, John Rhys-Davies. Her er et par fotos fra dagen:

Far, søn og to stormtropper

Sallah hilser på os. Sønnike er behørigt benovet og genert. :-)

Og der bliver skrevet autograf til os...

Det blev kun et kort besøg på messen for vores vedkommende, men fascinerende var det!

Torsdag 24. september 2009 - Indy Summit 2009

I weekenden var jeg til Indy Summit 2009, hvilket dækker over en weekend i sommerhus med en række ligesindede Indiana Jones-fans. Alle var klædt ud - der var en del Indy'er, selvfølgelig, men også en Elsa, en Marion, en Lara Croft (!), og et par onde tyskere. :-) Der blev brugt pisk, øvet (stunt-)fægtning, drukket pistore, gættet vægten af guldstatuen, og generelt bare hygget...!

Five Indys

Flere billeder her.

Onsdag 17. juni 2009 - Hvordan man forsvarer sig selv mod et bullwhip-angreb!

Tirsdag 19. maj 2009 - Kagens dag

For første gang havde jeg fået fat i et par billetter til dette årlige arrangement, så Tine og jeg tog en tur på kageorgie. Puha, det var godt... :-)

Mmmm, kager

Flere kager!

Bøvs. Kager...!

Mandag 11. maj 2009 - Bullwhips!

I forbindelse med et sommerhusbesøg i weekenden fik jeg endnu en gang mulighed for at øve lidt med mine piske, i et forsøg på at agere Indiana Jones. Det er ikke let... :-) En grundlæggende type sving - det såkaldte cattleman's crack - har jeg rimeligt godt styr på, og det kan jeg konsekvent få god lyd ud af. En anden grundlæggende type sving, det såkaldte sidearm flick er derimod ualmindeligt svært, og en times forsøg med dette resulterede kun i at jeg gentagne gange ramte mig selv på benene, ryggen, nakken, og flere andre steder. Av! :-)

Cattleman's crack!

Cattleman's crack igen!

Og igen! :-)

Min koskindspisk fra Bernardo Del Carpio

Det er i hvert fald dødsjovt, og hvis jeg kunne lade være med at ramme mig selv hele tiden, ville det nok være endnu sjovere! :-)

Tirsdag 28. april 2009 - Brokkeklumme 1 - cyklister!

OK, vi prøver noget nyt her: En brokkeklumme hvor jeg kan knurre over ting der irriterer mig. Interessant læsning? Yes, baby! (or not) :-)

Første indlæg handler om ... cyklister. Min erfaring med denne gruppe mennesker er selvfølgelig i den københavnske trafik, men jeg er sikker på at disse betragtninger også gør sig gældende i andre byer i det ganske land.

Lad os starte ud med et par spørgsmål: Hvorfor pokker kører cyklister så råddent? Og hvorfor pokker tror cyklister at færdselsreglerne tilsyneladende ikke gælder for dem??

Se, jeg er selv cyklist til daglig. Og jeg er en af den rigtigt sjældne slags - den slags der forsøger at overholde færdselsreglerne. For hvis der er noget cyklister generelt ikke ser ud til at magte, er det sgu da at holde sig til den mængde ganske simpler regler der gælder for deres færdsel i trafikken. At køre over for rødt hvor det er muligt er efterhånden så almindeligt, at man nærmest skiller sig ud som en idiot hvis man frivilligt holder tilbage og venter på grønt. Heldigvis er der så mange steder i byen, hvor det reelt ikke er muligt at køre over for rødt, idet trafikken simpelthen er for tæt. Men så kan man da i det mindste - helst hvis man er en cyklist der i forvejen kører meeeget langsomt - køre op til det røde lys, og samtidigt overhale alle de andre cyklster der måtte holde og vente. For ja, det betyder selvfølgelig at de allesammen skal til at overhale den langsomme igen, når det engang bliver grønt lys, men hvad gør det?

Gl. Kongevej på Frederiksberg er en speciel træls strækning at køre på. Dels er cykeltrafikken meget tæt, især i morgen- og eftermiddags-myldretiden. Og dels er cykelstien mange steder meget smal - så smal at man kun med besvær (og nogle gange slet ikke) kan komme til at overhale overhovedet. Det er derfor altid en lettere stressende oplevelse at køre til og fra arbejde via den, ikke mindst hvis man (som jeg) generelt kører lidt hurtigere end gennemsnittet af de cyklende. At opleve det ovenfor beskrevne scenarie - at man overhaler en række langsomt cyklende folk, som så til gengæld, ved første røde lys overhaler en tilbage igen, hvorefter man kan gentage hele proceduren på næste strækning - er nærmest noget man oplever til daglig. Folk der kører over for rødt er også helt almindeligt: Man kommer til et stort kryds som er ved at skifte til rødt, og da det er gult allerede et stykke inden man kommer helt derhen, bremser man selvfølgelig op og venter. Et sekund senere kommer en cyklist bagfra susende tæt forbi en, og kører over krydset, hvor lyset nu er HELT rødt, allerede inden han kørte ud i det... Der gives også bonus dummepoints hvis der samtidig er en modsat kørende bilist, som venter på plads til at svinge til venstre i krydset.

Eller hvad med folk der ignorerer egen sikkerhed? F.eks. folk (her oftest kvinder) som har indset det fornuftige i at have en cykelhjelm, men som af uvisse årsager vælger at have den hængende på styret når de kører?? Riiigtigt klogt... Hvilket leder mig videre til en anden afart af cyklist-idioterne: Dem der kører med børn, og som åbenlyst sætter sikkerheden over styr. Jeg har set en ung mand med en cykeltrailer (med barn i) efter cyklen som kørte som en sindssyg, hvilket inkluderede overhalinger af andre cykler på steder hvor der næsten ikke var plads. En bekendt fortæller mig om en mand, der sammen med sin lille selvkørende purk - helt ny i trafikken - instruerede denne i at de godt lige kunne nå at køre over fodgængerfeltet i et stort kryds, selvom det egentlig var blevet rødt lys.

Men hvorfor er cyklister så bundrådne? Det er som om der er flere typer: Dels "jeg er hævet over loven"-typerne, som oftest bare tydeligt viser med deres adfærd, at de virkelig ikke har noget til overs for noget så banalt som regler. For hvorfor følge regler, når man bare selv med lidt sund fornuft kan bedømme hvad der er muligt og hvad der ikke er? Problemet med det argument er selvfølgelig at man så selv tager ansvaret for altid - ALTID! - at vurdere rigtigt, og hvor stor er sandsynligheden lige for at man kan det? Og er de konsistente i deres holdninger? Synes de, med andre ord, at det er OK at andre heller ikke følger reglerne. Danskere er jo generelt gode til den specielle hykleriske tankegang, hvor det er fint selv at bryde reglerne, men hvor andre sandelig stadigvæk skal følge dem.

Så har vi også en sjov afart af de rådne cyklister (ALTID kvinder!), nemlig den "drømmende" type. Det er kvinder som kører på en gammeldags bedstemor-cykel, uvægerligt med cykelkurv foran, og oftest med blomster flettet ind i cykelkurvens kant. Vi har her med en type at gøre, som nok ikke bevidst bryder nogen regler, men som til gengæld lever i en verden hvor der ikke er nogen trafik at tage hensyn til! De hjuler godmodigt afsted ind ad Gl. Kongevej i myldretiden, med et drømmende blik og en sang på læben, alt imens de tager den over for rødt, overhaler uden at se sig tilbage først, og meget andet godt.

Men hvad med mig selv? Gør jeg aldrig noget forkert i trafikken? Jo, det sker da. Hvis trafikken et sted er nærmest ikke-eksisterende, sker det en sjælden gang at jeg slækker lidt på de regler jeg ellers slavisk følger. Så helt hellig er jeg ikke. Dog er jeg så fundamentalistisk en regelhaj som jeg overhovedet kan være, når jeg kører med mine børn.

Der er vist ikke meget at gøre ved det... Jeg jubler når jeg en sjælden gang ser en politirazzia, for i mange kryds er der flere cyklister der kører over for rødt end et par politimænd kan nå at stoppe. At udskrive bøder til den slags er sgu nærmest som at trykke sine egne penge, men desværre er det sjældent at politiet prioriterer det. Personligt griner jeg over hele ansigtet når jeg kører forbi sådan en razzia.

Torsdag 10. juli 2008 - Lidt om iPhone 3G og om Telias dumheder

Det ville ellers være en perfekt fødselsdagsgave til mig selv - den nye iPhone 3G som kommer på markedet i morgen. Mit teleselskab Telia har endda monopol på at sælge den herhjemme i de første X måneder (hvor mange vides ikke), så jeg ville ikke en gang behøve skifte teleselskab for at kunne bruge en.

Perfekt, ikke? Den nye iPhone er efter alt at dømme et rigtigt cool stykke legetøj, og er nok den lille lommegadget der i dag kommer tættest på at opfylde min drøm om at have "internettet med i lommen". Det er også netop det Apple selv har slået på i deres lancering af telefonen: Surf som var du på en rigtig computer, brug Google Maps til at finde rundt, se Youtube-film på mobilen, osv.

Min entusiasme var derfor stor - lige indtil Telia meldte deres abonnementsbetingelser ud. Jeg forventede en høj pris, i særdeleshed i de første 6 måneder, men forventede til gengæld også at de ville forsøge at skræddersy abonnementet så det passede til iPhonens store styrke, nemlig det at kunne være på internettet uden at skulle bekymre sig om om man er ved at formøble friværdien.

Det kunne Telia ikke finde ud af - eller også ville de bare ikke:

599,- om måneden i 6 måneder og 399,- om måneden derefter? Joo, host host, hvis man så får noget for pengene, hvis man virkelig får internettet med i lommen, kunne man endda forsvare det. Men hvad er det der står nedenfor - man får sølle 300 MB fri data om måneden med i prisen?? Mange sider fylder 1 MB eller mere, så man skal med andre ord til at være rigtig påpasselig med hvad man surfer - og det var jo ikke det der var meningen. Og glem alt om at bruge Google Maps eller Youtube i nogen særlig grad, for gør man det kan de 300 MB blive brugt rigtig hurtigt! At Telia desuden så fuldstændig fejler i deres vurdering af hvad der er nyttigt for en iPhone-bruger, og tilbyder nærmest gratis tale og SMS er et meget lille plaster på såret: I mit tilfælde udgør de ting en ekstremt lille udgift som det er i dag, så det er ikke et abonnement der passer til mig overhovedet.

Der har været et stort røre blandt iPhone-entusiaster siden abonnements-vilkårene blev kendt, for de fleste føler naturligvis at helt fri data - eller i hvert fald en meget højt sat grænse for fri data - må være et minimum, når man køber en telefon på de vilkår. E-mails og breve er blevet sendt til Telia i Danmark, men uden noget resultat. Det ironiske er, at Telia i Sverige og NetCom i Norge lancerede tilsvarende dårlige abonnementer. Også her blev der røre, men i begge lande valgte de respektive selskaber efterfølgende at følge kundernes ønsker og tilbyde abonnementer der faktisk passede til den telefon de bliver solgt til! Telia i Danmark har til gengæld valgt den arrogante holdning, og ønsker ikke at lytte til deres potentielle kunder.

En ekstra pind i kisten hænger sammen med det, at iPhone 3G's helt stort styrke i forhold til den gamle model jo netop er at det er en 3G-telefon, hvilket betyder meget hurtigere datatransmissions-hastigheder end med den gamle models EDGE transmission. Men hvad er nu det? Telia, som Apple altså har givet monopol på at sælge deres nye telefon, har en af landets dårligste 3G-dækninger overhovedet blandt alle teleselskaber! Indtil nu har deres 3G net faktisk været forbudt land for mobiltelefoner i det hele taget, og har kun været for mobilt bredbånds-brug til computere (hvor de til gengæld tilbyder et abonnement med 10 gigabyte fri data (!) til 299,- om måneden, forstå logikken hvem der kan...?). Læg oven i det det faktum at telias 3G dækning altså er elendig, og reelt kun dækker sporadisk i de største byer i landet, og det er ikke svært at se at man i praksis sikkert vil komme til at udveksle data på det langsommere EDGE net en del, selv med den nye telefon...

Man kan have Telia mistænkt for virkelig at ville presse citronen og (mis)bruge deres monopol så godt de kunne, så længe de har det. Deres fuldstændige afvisning af enhver form for imødekommenhed tyder på det.

Så det er rigtigt ærgerligt. Før Telias abonnement blev kendt var jeg overbevist om at jeg skulle have en iPhone 3G, gerne den dag den udkom (selv med viden om deres 3G nets begrænsninger). Nu er jeg ikke så sikker, og tror egentlig jeg vælger at klappe hesten og se tiden an. På et tidspunkt får et af de konkurrerende selskaber vel lov til at forhandle telefonen, og tilbyder de et abonnement der bare ligner noget fornuftigt slår jeg til.

Telia, er det ikke dumt at miste købestærke kunder som mig?

Fredag 23. maj 2008 - Helten over dem alle er tilbage!

Så kom den - den nye Indiana Jones film. Jeg var til premieren i går (diskret 'geared up' med min Wested jakke) og det var en glimrende oplevelse.

Jeg syntes filmen var god. Mange hardcore Indy-fans har lammetæsket filmen det seneste døgn, men jeg var positivt overrasket og følte mig super underholdt i de to timer den varede. Er den fjollet? Er effekterne et par steder til at skue igennem? Er plottet langt ude? Ja, selvfølgelig er det det, men sådan var det jo også med de tre første film!

De oprindelige Indiana Jones film var jo i sin tid tænkt som højbudget-udgaver af amerikanske "pulp" B-film fra 30'erne, med alt hvad det indebar af eksotiske lokationer, mystiske plots, diabolske skurke og meget mere. Indy 4 foregår i 50'erne, og selvfølgelig er filmen derfor en slags moderne "50'er B-film", med alt lige fra sovjettiske skurke til flyvende tallerkener. Meget er sket i Indys verden op til den nye film. Han er selv blevet ældre, stivere og mere kynisk, og verden omkring ham er præget af både atomprøvesprængninger og kommunistforskrækkelse (og ser man på filmen skurke, er der sandelig også noget at være forskrækket over!), men også af rock'n'roll og milkshake-barer. Så, en anderledes setting, men ikke noget Indy ikke godt kan klare, selvfølgelig.

Harrison Ford gør en god figur og holder 100% som Indiana Jones, selv her 19 år efter den sidste film. I starten virker han godt nok lidt stiv og rusten, men det får han lagt af sig efterhånden som filmen skrider frem - en udvikling som jeg tror har været helt bevidst tilrettelagt fra filmmagernes side. Shia LeBeouf som hans sidekick klarer sig over al forventning, og er langt mere tålelig end f.eks. Short Round fra Temple of Doom. Kate Blanchet er passende overdrevet ond i rollen som den russiske superagent. Og så ser vi Marion igen, hvilket vel vil glæde alle fans af Raiders of the Lost Ark, for hun var om nogen den "rigtige" Indy-pige! :-)

For mig at se er den nye film en værdig arvtager til de tre første film. Der er nogle mindre vellykkede scener, selvfølgelig, men deri adskiller den sig jo ikke fra de andre film. Hvis man ikke tager den for alvorligt, får man super underholdning, godt skuespil, krydret med masser af dejlig tør humor!

Onsdag 7. maj 2008 - Så nærmer tiden sig...

Til premieren på den nye Indiana Jones film, altså! Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull har nemlig premiere herhjemme (og alle mulige andre steder) torsdag d. 22. maj - dvs. om kun godt og vel to uger!

Linket ovenfor peger på den officielle hjemmeside, og der kan man finde alt hvad der er udkommet af trailers, TV spots, behind the scenes videoer, og meget mere. Det er ikke mere end et par dage siden at trailer #2 blev frigivet, og den er god! :-)

Tirsdag 1. april 2008 - Ny standardzoom

Endnu et objektiv er blevet føjet til samlingen, denne gang et Canon EF-S 17-85mm f/4-5.6 USM IS. Jeg fik mulighed for at købe et eksemplar (let) brugt, og det er i fin stand. Godt nok har Canons 17-85'er i nogle anmeldelser fået hug for billedkvaliteten - primært skarpheden i hjørnerne ved 17mm, men også dens barrel distortion, altså forvrængninger i billederne ved de brede brændvidder. Jeg er dog ikke overbevist om at det er så slemt igen med billedkvaliteten til mit brug, og objektivet er meget slagkraftigt på de fleste andre områder: Det har, som man kan se, et lækkert brændvidde-område på 17 - 85 mm, og da det også har billedstabilisering (IS) og en hurtig og præcis autofokusmotor (USM), er det en ekstrem slagkraftig standardzoom. Dog er dens max. blænde ikke særlig stor - mindre end mit Sigma 17-70 - men tiden må vise om det er et problem. Om ikke andet betyder det, at det ikke vil være så velegnet til "kunstneriske" portrætter med god bokeh, men til det formål har jeg jo også et par hurtige primes at vælge imellem.

Nu er det svært ud fra et billede som dette at bedømme størrelsen af objektivet, men faktisk er 17-85'eren nok det største, eller i hvert fald tykkeste objektiv jeg har haft endnu. Det skulle dog veje cirka det samme som mit Sigma 17-70, så noget problem er det (forhåbentlig) ikke.

Jeg havde jo for nogle måneder siden købt Canons nye "kit-objektiv", 18-55'eren med IS, men det har nu ikke set så meget brug. Billederne fra det har været fine nok, men jeg savnede lidt mere i tele-enden af brændviddeområdet, og den fysiske kvalitet af objektivet var også dårlig nok til at det gik mig på. 17-85'eren får godt nok også tit kritik for byggekvaliteten, men i mine øjne er det nu langt bedre end Canons kit-objektiv.

Jeg vender tilbage med nogle billedeksempler, når jeg har nogle. :-)

Onsdag 5. marts 2008 - R.I.P. Gary Gygax

Nu skal denne del af bloggen jo helst ikke udvikle sig til en pendant til avisernes nekrolog-sektioner, men endnu en person som indirekte har haft en enorm indflydelse på mine hobbyer og interesser de sidste 20+ år er netop død: Gary Gygax, den ene af opfinderne bag Dungeons & Dragons, og i det hele taget af rollespil som vi kender det. Uden hans indflydelse er det ikke sikkert at jeg ville have brugt en stor del af mine gymnasie- og studieår på fantasy, science fiction, fantasi-stærke spil, og andre nørdede beskæftigelser. Hvem ved, var D&D ikke blevet opfundet ville amun.dk måske have bestået af Jens' Hunde-weblog og Jens' Premier League-weblog? Sådan blev det heldigvis ikke, og det skal Gary Gygax have en stor del af takken for... ;-)

Mit første - men absolut ikke mit sidste - møde med D&D

Tirsdag 8. januar 2008 - R.I.P. George MacDonald Fraser

En af mine yndlingsforfattere, George MacDonald Fraser, døde i sidste uge i en alder af 82 år. Fraser var forfatteren til den meget populære serie af historiske romaner om den viktorianske ærke-antihelt Flashman, en serie af bøger der har fulgt mig gennem en stor del af mit voksenliv. Det er kun et par år siden den sidste roman i serien udkom (Flashman on the March), og det er trist at tænke på at der ikke vil blive skrevet flere kapitler i Flashman-serien.

Her er et link til en af de mange nyhedsartikler om dødsfaldet.

Fredag 14. december 2007 - Nye, spændende objektiver!

Indkøb af tilbehør til mit kamera har stået stille i lang tid, men de sidste par uger har jeg faktisk fået udvidet samlingen med hele to nye objektiver:

Canon udgav for nogle måneder siden et nyt, alternativt kit objektiv, denne gang i en udgave med billedstabilisering (IS). Objektivet (som hedder et Canon EF-S 18-55mm f/3.5-5.6 IS) er et billigt (under 1400,- herhjemme) lille plastikobjektiv, og da det gamle kit objektiv ikke var noget at skrive hjem om, var det nye heller ikke noget jeg fra starten af skænkede en tanke.

Imidlertid er anmeldelserne af objektivet så begyndt at dukke op, ikke mindst et meget detaljeret et på photozone.de (linket til ovenfor). Og alle anmeldelser har været meget positive! Objektivet beskrives som ekstremt skarpttegnende, og IS'en skulle fungere rigtig godt. Så med udsigten til en skarp standardzoom med IS til meget få penge, slog jeg til og købte et. Og indtil videre virker det godt. Den fysiske kvalitet af objektivet er jo ikke god (tyndt plastik, frontelement der roterer når man fokuserer, osv.), og objektivet er "langsomt" (dvs. det har lille blændeåbning), men det ser ud til at tage fine billeder. IS'en virker fint, og man kan tydeligt se forskel på om den er slået til eller ej, når man tager billeder med lang lukketid.

Det er jo blevet vinter igen, og dermed mørkt det meste af dagen, og de fleste af mine billeder bliver derfor taget indenfor. Jeg har derfor igen tænkt over muligheden for at få et godt portrætobjektiv, som samtidig er hurtigt (stor blændeåbning) for at gøre objektivet mere brugbart i lavt lys og for at give mulighed for at have lav dybdeskarphed i billederne. Mit lille 50mm f/1.8 objektiv fungerer jo udemærket til dette, men jeg kunne godt tænke mig et objektiv med lidt større brændvidde, så jeg bedre kan tage f.eks. "candid" portrætter af børnene uden at skulle helt hen til dem med kameraet.

Til at opfylde dette findes et oplagt objektiv, som jeg da også har købt: Et Canon EF 85mm f/1.8 USM objektiv, som til 2800,- er usædvanligt billigt i forhold til hvad man får (se evt. anmeldelsen i linket ovenfor).

Jeg har kun lige taget ganske få billeder med det, men indtil videre er det rigtig lækkert.

Konsekvensen af disse indkøb er nu, at jeg bør skaffe mig af med nogle af mine andre objektiver igen. Især mit Canon 24-85mm og mit Sigma 18-200mm er jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde vil bruge særligt meget.

Fredag 5. oktober 2007 - Nyt Fuji-kompaktkamera

Da jeg om kort tid tager til brætspilsmesse i Essen, har jeg overvejet med mig selv om jeg skulle tage Canon spejlreflekskameraet med. På den ene side vil jeg gerne forevige hvad jeg oplever dernede, og mit SLR vil være perfekt til at tage gode billeder i de store haller. På den andens side er Essen jo et sted, hvor jeg garanteret vil komme til at købe mange ting, og hvor jeg derfor også vil komme til at slæbe på mange ting! Og i sidste ende vandt det sidste argument så - jeg gider ikke tage spejlreflekskameraet med derned...

Men nogle billeder skal jeg jo kunne tage, og da vores gamle Canon A70 kompaktkamera for nyligt døde (noget i optikken gik i stykker), er jeg endt med at købe et nyt kamera. Der er tale om et Fujifilm Finepix F40fd, et (meget) lille 8 megapixel kamera.

De sidste par år har Fuji haft et meget godt ry blandt seriøse fotografer, da de har produceret en række små Finepix kameraer med imponerende billedkvalitet. Ikke mindst støjegenskaberne, mere specifikt evnen til at holde støj nede i billedet selv ved høje ISO-værdier (pga. den meget store sensor de benytter i kameraerne), har været deres styrke. Fuji er dog også for nyligt blevet kritiseret for at gå på kompromis med denne styrke, ved at introducere større og større opløsning i de nye kameraer, uden at ændre på sensoren. De mest populære kameraer fra Fuji, deres 6 megapixel F30 og F31fd modeller (som desværre er udgået nu), er rene samlerobjekter. Mit kamera er så næste generation, og anmeldelserne er enige om at det ikke er nær så godt som forgængerne, men stadig OK. Det nyeste fra Fuji, F50fd, har nu 12 megapixel - stadig med samme sensor.

En anmeldelse af F40fd kan findes på dcresource.com.

Indtil videre har jeg kun taget ret få billeder med det, og er ganske godt tilfreds. Det er tydeligvis ikke på niveau med mit Canon spejlrefleks, men det kan man selvfølgelig heller ikke forvente. I hvert fald tager det flotte billeder.